Animal and Vegan Advocacy Summit 2022

Hvad er AVA?

AVA, Animal and Vegan Advocacy Summit, er en årlig konference for veganske fortalere og dyrerettighedsforkæmpere. Konferencen bringer verdens vigtigste fortalere sammen. Konferencen fokuserer på systemiske forandringer og lader deltagerne arbejde med forskellige taktikker, strategier og tilgange hen imod én fælles vision: at fjerne dyr fra vores fødevaresystem og anden menneskelig brug.

Jeg sidder i en meget stor konferencesal på et hotel lige uden for Washington DC. På scenen står Peter Singer, filosoffen bag Animal Liberation, og taler om succeser i dyrerettighedsbevægelsen, siden bogen blev udgivet i 1975. Kort før Singer kom på scenen, blev han introduceret af Ryuji Chua, Surge Activsm videoproducenten, der for få måneder siden sad foran Trevor Noah og blev interviewet om speciesisme på The Daily Show. På de forreste rækker i publikum kan jeg spotte Dr. Melanie Joy, forfatteren bag et utal af bøger om vores relation til dyr, og hende, der opfandt og udbredte udtrykket carnism. Ikke langt fra hende sidder Dr. Michael Greger, forfatter af bogen How not to Die og personen bag nutritionfacts.org. Når jeg kigger omkring mig i den tætpakkede sal, kan jeg se et utal af personer, der laver banebrydende arbejde for dyrene, personer som; Genesis Butler, Seb Alex, Tobias Leenaert, Esther Salomon, Almira Tanner og Naijha Wright-Brown. Jeg er omringet af tusindvis af mennesker, der alle sammen brænder og arbejder for det samme: Fuldkommen dyrefrigørelse. Sådan er det at være på Animal and Vegan Advocacy Summit, en af verdens største dyrerettigheds-konferencer.

I slutningen af oktober var jeg nemlig så heldig, at jeg blev sendt en tur til Washington DC for at deltage i AVA summit på vegne af Dyrenes Alliance - fire dage fyldt til randen med oplæg, workshops, networking og lidt aktivisme.


There is not going to be one way of reaching animal liberation - there will be thousands!
— Leah Garces, Mercy for Animals

Highlights

Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg bedst kan opsummere den stor mængde indtryk, viden og inspiration, som jeg tog ind til konferencen. Og jeg er kommet frem til, at den bedste måde at dele det med jer er ved at highlighte nogle af de bedste oplevelser. Her er 5 af de ting, jeg blev mest inspireret af på konferencen.


Bedste workshop

Movement Strategy med Esther Salomon fra Animal Think Tank. 

Konferencens allerførste aktivitet var denne workshop, som virkelig gjorde et indtryk på mig.

Det, der gjorde, at jeg udvalgte denne workshop som den bedste, var faktisk dens meget inspirerende begyndelse. Efter en kort introduktion af Animal Think Tank blev der holdt en tale om de ikke-menneskelige dyr. En tale, der har til formål at huske os på, hvorfor vi kæmper, og hvem vi kæmper for. Efter talen holdt vi et minuts stilhed.

At starte workshoppen på denne måde var virkelig stærkt og motiverende, og jeg fik faktisk lov til at tage en kopi af talen med hjem, så vi kan gøre noget lignede fremover i DA.
Herefter blev vi præsenteret for forskellige værktøjer vi kan bruge når vi gør os overvejelser om taktikker, kampagner og delmål i vores arbejde for komplet dyrefrigørelse.


Bedste keynote

Making Animal Liberation a Reality med Leah Gares fra Mercy for Animals.

Fredag morgen blev den første keynote afholdt, og den var fyldt med inspirerende ord fra Leah Gares, CEO af Mercy for Animals. Talen blev indledt med ordene: “There is not going to be one way of reaching animal liberation - there will be thousands!”.

I talen præsenterede hun 5 hovedområder, hun mener, at bevægelsen skal forbedre sig inden for, hvis vi skal gøre dyrefrigørelse til en realitet. 

Value people:

For at være en stærk bevægelse, skal vi sørge for at så mange aktivister som overhovedet muligt kan leve af at kæmpe for dyrene. Det betyder, at vi skal sørge for ordentlig løn og gode arbejdsforhold. De, som vi ikke har mulighed for at have ansatte, skal vi gøre alt hvad vi kan for at uddanne, værdisætte og styrke på anden vis.

Expand who leads and is a part of the movement:

Vi skal arbejde for at gøre becægelsen mere divers og inkluderende. Men andre ord: Vi skal sørge for at det ikke bare er hvide, cis, hetero mænd, der leder bevægelsen. 

Build solidarity with non-animal-rights allies:

Vi skal være bedre til at arbejde solidarisk med andre social retfærdigheds-bevægelser (f.eks. klimabevægelsen, den anti-racistiske bevægelse og bevægelsen for LGBTQIA+ rettigheder.) Når vi er oprigtigt allierede, skaber vi også allierede.

Raise issue salience:

Vi skal have ændret det dominerende samfundsnarativ, der siger, at det er okay at behandle dyr, som vi gør. Viden om dyrenes horrible forhold skal normaliseres.

Be bold:

Vi skal stoppe med at gøre ting, der ikke virker, og så skal vi ikke være bange for at prøve nye ting, som ingen har gjort før.


Mest inspirerende organisation

Apex Advocacy er en non-profit dyreværnsorganisation, der udvikler græsrodsaktivisme og forskellige kampagner for at styrke BIPOCs muligheder for at forsvare dyrs rettigheder og samtidig skaber de opmærksomhed omkring, hvordan dyreindustrien disproportionalt rammer BIPOC. Det gør de blandt andet gennem deres kampagne No Backyard Slaughter, en kampagne, der fokuserer på at bekæmpe “baggråds-slagterier”, der er beliggende i overvejende BIPOC-samfund. Det gør de, fordi BIPOC er uforholdsmæssigt hårdt ramt af industrien, men mangler ofte ressourcerne til at kæmpe imod den grusomhed, der finder sted i deres eget samfund.  
Apex Advocacy har også oprettet hjemmesiden blackveganeverything.com
På hjemmesiden kan man finde et stort udvalg af sort-ejede veganske forretninger. Disse forretninger er ikke kun veganske fødevarerelaterede virksomheder, man finder også en lang række andre bevidst veganske virksomheder.

Jeg vil stærkt anbefale at tjekke hjemmesiden ud, når man har brug for noget nyt. Der mangler enormt meget funding til BIPOC, også i dyrerettighedsbevægelsen, så dette er en fantastisk mulighed for lægge sine penge et meningsfuldt sted. De fleste forretninger på hjemmesiden er lige nu amerikanske, men mange af dem tilbyder international shipping. Man kan også sende forretninger ind til dem, hvis man har ideer til sort-ejede veganske forretninger uden for USA, der bør tilføjes.


Mest inspirerende initiativ

Afro Vegan Societys National Afro-Vegan Conference Virtual Summit 2022

Afro-Vegan Society er en amerikansk non profit organisation, hvis mission er levere ressourcer og støtte, der skal hjælpe folk i marginaliserede samfund med at skifte til en vegansk levevis.

En del af den støtte, de har udviklet, er deres årlige virtuelle konference: National Afro-Vegan Conference Virtual Summit 2022. Konferencen er arrangeret af afro-amerikanske veganere og har til formål at skabe en større inklusion af marginaliserede grupper i den veganske bevægelse.

Konferencen søger at italesætte de barriere, der eksisterer i udsatte områder, som gør det svært at leve plantebaseret. Samtidig ønsker de at styrke indsatsen for at inkludere veganisme (og de fordele den har) i det store kulturelle skift, vi står midt i. 

Konferencen er nu på lørdag, den er gratis og åben for alle.
Man kan tilmelde sig her.


Mest inspirerende aktivist

Genesis Butler
Hvis ikke I allerede kender hende, så vil jeg på det kraftigste anbefale at følge hende her! Genesis en bare 15-årig dyrerettigheds- og klimaaktivist, der også kæmper mere bredt for social retfærdighed. Hun skabte stor opmærksomhed omkring veganisme som en uundværlig del af løsningen på klimakrisen, da hun i 2017 gav en Tedx tale. Hun har startet sin egen globale klima-organisation Youth Climate Save, der fokuserer på de negative konsekvenser dyrelandbruget har på klimaet.

Herudover er hun stifter af Genesis for Animals, en non profit, der samler penge ind til dyrefristeder verden over. Hun har modtaget adskillige priser for hendes aktivisme, og hun har været en del af Marvel Hero Project. Det, jeg personligt er mest imponeret over, er at hun på eget initiativ blev veganer som 6-årig og inspirerede hele hendes familie til at følge i hendes fodspor. Og nå ja, så er hun i familie med Cesar Chavez.


Der var så ufatteligt meget inspiration til AVA konferencen, at jeg sagtens kunne skrive 20 sider om det, men jeg må hellere stoppe her. Hvis I vil læse lidt om diverse oplægsholdere og organisationer, der deltog i konferencen, kan I gøre det på konferencens hjemmeside.

Hvis I nogensinde får muligheden for at deltage i denne slags events, om de så er fysiske eller online, vil jeg bare sige gør det! Det er dybt motiverende at være omgivet af mennesker, der alle kæmper for en bedre fremtid - en fremtid hvor dyr er fri fra menneskers udnyttelse og undertrykkelse.


Jeg tror på at vi når derhen en dag, og som Sharon Núñez fra Animal Equality sagde i hendes keynote tale: “We are one movement, making history.”


Bonus info

Til allersidst vil jeg dele en meget relevant bonus anbefaling. På konferencen mødte jeg Steven Rouk, stifteren af Connect for Animals. Connect for Animals er en helt ny platform (stadig i et meget tidligt stadie), der på sigt gerne skal samle dyrerettighedsforkæmpere verden over. De har allerede et helt fantastisk nyhedsbrev, der sender updates 2 gange om ugen om events, der er relevante for dyrerettighedsaktivister. De fysiske events er stadig primært i USA og Canada, men der er også masser af online events i oversigterne - og på sigt skulle det gerne blive globalt. Jeg er allerede super glad for at være skrevet op, og jeg anbefaler alle jer at gøre det samme lige her.

Vorherige
Vorherige

Dyrenes Alliance på Plant Based Expo 2022

Nächster Punkt
Nächster Punkt

Historisk ny erklæring for dyrene!